Under en behandling med vakuumterapi anvendes små gummi-sugekopper, som placeres på særlige punkter på hænder og fødder. Disse punkter er knyttet til kroppens meridianbaner – energibaner, som også kendes fra akupunktur. Sugekopperne flyttes rundt flere gange i løbet af behandlingen og arbejder aktivt med at afhjælpe blokeringer og genskabe et naturligt flow i kroppen.
Hver behandling understøtter og styrker blandt andet immunforsvaret, kredsløbet og hormonsystemet. Der sættes gang i kroppens udrensningsprocesser, og mange oplever en naturlig afgiftning, hvor ophobede affaldsstoffer frigives. Derfor anbefaler vi, at man drikker rigeligt med væske efter behandlingen og lytter til kroppens behov – træthed kan være et signal om, at kroppen arbejder og har brug for ro og hvile.
Behandlingen kan efter behov suppleres med et individuelt tilpasset homøopatisk middel, som understøtter kroppens egen proces. I nogle tilfælde kan man opleve en midlertidig forværring af symptomer. Det er et tegn på, at behandlingen har sat gang i en indre proces, hvor kroppen forsøger at skabe balance og håndtere problemstillingen på egen hånd.
Vigtigt! Vi tilbyder ikke vakuumterapi til personer, der har gennemgået en organtransplantation, da behandlingen kan påvirke immunforsvaret, hvilket ikke forenes med immundæmpende medicin.